Mona Sahlins mest bestående insats som politiker var nog aldrig menad som sådan. Hennes största insats var när hon "satte danskarna på spåret", när hon genom sina storsvenskt självgoda pekpinnar om god moral och lämplig invandringspolitik väckte ett nytt intresse i vår omvärld för förhållandena i Sverige.
Tankeväckande insändare
Så här löd en insändare i Värmlands Folkblad i slutet av juli: Övervakare från FN i valet i höst? Om DFU (Dansk folkeparti ungdom) får som de vill skulle detta bli verklighet. Låter det extremt, orimligt eller komiskt?
Jag välkomnar dock detta förslag då den demokratiska friheten i Sverige är under all kritik. Otaliga är de fall då politiska möten störts, flygblad stulits ur brevlådor och valsedlar slängts i vallokaler. Det har även inträffat att folk blivit misshandlade, hotade, offentligt kränkta eller fått sina hem vandaliserade av maskerade människor på grund av partitillhörighet. Polisen ingriper alltför sällan och regeringen ignorerar det hela. Zimbabwe känns inte lika långt borta politiskt som geografiskt.
Det känns lite pinsamt att våra grannar i Danmark reagerar före oss svenska medborgare. Ungefär som om att jag inte tvättat mig på en månad, men det är mina grannar och inte jag som först upptäcker att det stinker.
Anders Ahl
Hammarö
Dansk summering
Och så hör löd ett nyhetsbrev från Den Danske Förening den 1 augusti: Valg til den svenske Riksdag d. 15. september
Omfattende overgreb mod demokratiets grundprincipper Det svenske samfund er ensrettet i en grad, vi har svært ved at forestille os i Danmark. Socialdemokratiet, som har haft magtmonopol gennem de sidste par menneskealdre, har skabt et gennem kontrolleret system, som overvåger og styrer det enkelte menneske fra vugge til grav. Det gælder ikke blot for fænomener som Systembolag. Tanker eller ideer, som går på tværs af de fastslåede normer, undertrykkes massivt.
Således har nye partier meget ringe muligheder for at fremføre deres synspunkter overfor vælgerne.
Det gælder først og fremmest de to indvandringskritiske partier, Sverigedemokraterna og Nationaldemokraterna.
Medierne
De nævnte partier har for eksempel ikke adgang til at fremføre deres synspunkter i præsentationsprogrammer på TV, og de får ikke lov til at deltage i de afsluttende debatter før valget. Disse foregår udelukkende mellem de syv gamle partier, som med rette kan benævnes et oligarki.
De nye partier har heller ikke praktisk mulighed for at præsentere deres tanker igennem artikler og læserbreve i aviserne. Deres artikler afvises konsekvent af alle redaktioner.
De har endog ingen mulighed for at få deres synspunkter bekendtgjort ved hjælp af betalte annoncer. For også de afvises på alle aviser.
Møder
Endvidere er de nye partiers mulighed for gennem afholdelse af møder at komme i kontakt med vælgerne stærkt begrænsede. De fleste steder, incl. Stockholm, er de udelukket fra at låne offentlige lokaler. Hertil kommer, at deres offentlige møder på bytorve mv. konsekvent udsættes for overfald fra venstreekstreme grupper, mens politiet ser passivt til. Der foretages således aldrig anholdelser for overgreb på mødefriheden.
Manipulation
Det betyder ikke, at de pågældende partier aldrig omtales i medierne. Men enhver omtale foregår i overensstemmelse med retningslinier, som er udstukket af de herskende politikere. Det indebærer for eksempel, at Sveriges Radio altid omtaler Sverigedemokraterna og Nationaldemokraterna som främlingsfientliga och rasistiska og aldrig omtaler dem i forbindelse med noget positivt.
Tilsvarende praktiseres af avisredaktionerne.
Til gengæld er Sveriges Radio i færd med at indspille en film om Sverigedemokraterna, som bliver sendt på TV d. 11. september lige før valget. Det kan på forhånd fastslås, at det bliver en grovkornet skræmmefilm.
Meningsterror
Hertil kommer overgreb på de enkeltpersoner, der repræsenterer afvigende synspunkter.
Folk, som repræsenterer indvandringskritiske partier og holdninger, risikerer således ganske enkelt at blive fyret fra deres job. Og skoleelever og studerende, som ikke eftersnakker de vedtagne paroler, terroriseres på plads af lærerne. En gymnasieelev i Växjö, som omdelte brochurer for Sverigedemokraterna, blev for eksempel placeret midt i en kreds af lærere og indkaldte humanister, som bebrejdede ham hans menneskesyn og fordømte hans fremmedhad. Dette blev ved dag efter dag, indtil den formastelige elev brød sammen.
Eksemplerne er næsten groteske. Blot et enkelt yderligere: En villaejer i en forstad til Malmø, som havde erfaret, at kommunen ville flytte et stort antal børnerige arabiske familier til nabolaget, skrev et brev til kommunen og protesterede. Han anmeldtes til politiet og idømtes en bøde på 50.000 kroner. Som følge af offentlighed i forvaltningen, ansås hans krænkende brev nemlig for offentligt!
Det siger sig selv, at det er få, som vover at protestere under sådanne forhold endsige kaster sig ud i at stable en opposition på benene.
Men når det endelig lykkes og valgdagen oprinder; så viser det sig, at ikke engang selve valghandlingen foregår efter sædvanlige demokratiske principper.
Selve valghandlingen
Når vi stemmer i Danmark, får vi udleveret en lang seddel, hvor alle opstillingsberettigede partier er anført. I stemmeboksen sætter man så kryds ved det ønskede parti.
Anderledes i Sverige!
I Sverige har hvert parti sin egen stemmeseddel, som er på størrelse med et postkort. Disse sedler ligger fremme i et offentligt tilgængeligt forrum altså inden man når frem til den valgforordnede. Folk tager tit flere forskellige partiers stemmesedler, for at de omkringstående ikke skal vide, hvilket parti man agter at stemme på.
Inde i valglokalet tjekkes man af hos den valgforordnede. Derpå sætter man kryds på én af sedlerne og lægger den i en udleveret konvolut og putter den i urnen.
Erfaringen viser, at oppositionelle partiers stemmesedler har det med at forsvinde fra bordet i forlokalet. Små partier har ikke mandskab nok til at overvåge alle valgsteder.
Men systemet passer de herskende partier fint og bliver næppe ændret foreløbig.
|
|